Endnu en stor holdturnering er slut, og desværre skuffede det danske hold endnu engang. Vi var seedet som nummer 27, men blev kun nummer 45. Sidste runde var selvfølgelig meget afgørende. Det blev til et knebent nederlag til Montenegro. Hvis det var blevet 2-2, var vi endt som nummer 33 og 2,5-1,5 havde givet en 22. plads. MEN det ændrer ikke på, at vi lavede nogle gedigne negative overraskelser: Nederlag til Zambia (WTF!) og Letland. Samtidig formåede vi ikke en eneste gang at lave en positiv overraskelse. Det var ikke det vi kom for, og det var ikke godt nok. Men – og det skal man altid huske – folk spiller ikke dårligt med vilje!
Culture eats strategy for breakfast
Mit håb som landstræner var at bygge et vinderhold. En vinderkultur a la Seattle Seahawks: No whining, no complaining and no excuses…
Men det har jeg ikke formået. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det ikke tager meget længere tid at bygge, forstå, acceptere og assimilere en kultur. Og spørgsmålet er også, om jeg overhovedet kan gøre det (måske kræver det ugentlig interaktion) – det ser ikke sådan ud. Det er min tredje slutrunde som landstræner, og der har både været gode oplevelser (2-2 mod Rusland er nok højdepunktet) og store kampe, som vi var supertæt på at vinde mod meget stærke hold (England og Tyskland). Men der har også været et utal af nedture og middelmådige resultater.
Der mangler noget
Hvor er den Michael Jordan, som med sit forbillede hiver hele holdet op til unikke præstationer? Eller hvor er det armenske holdsammenhold, der igen og igen får holdet til at outperforme?
Presset
Når man spiller på landsholdet er presset meget større end normalt – som at pludselig have en 2G tyngdekraft! Det kan tage tid at vænne sig til, og nogen bliver faktisk aldrig gode til det! Min analyse er, at det første problem, man skal overvinde, er, at turde spille ens spil, når man mærker det tunge ansvar tynge én ned. Et andet stort problem er, at man ofte er for meget ’på de andres banehalvdel’ på den ene eller anden måde, og det koster energi. Så de bedste holdspillere er ofte dem, der: 1) tør spille deres eget spil/stil (vilde angrebs spillere har det ofte meget svært på landshold) 2) sætter holdet først… 3) ved at koncentrere sig om at gøre gode træk på deres eget bræt! (og ikke tænker over hvem der skal spille, hvem der gør hvad, hvem der burde spille videre osv.)
Et lille land som Danmark er ofte kun begunstiget af få gode spillere samtidig. Der er ikke frit valg på alle hylder her, og man må simpelthen håbe, at folk som har svært ved det, ender med at lære det.
This is the end
Jeg har været en del af landsholdet på godt og ondt siden 1994(!). I alt 17 slutrunder er det blevet til, men den her var den sidste. Og også min sidste optræden som landstræner. Jeg ringede til Poul Jacobsen og sagde tak for samarbejdet, som jeg synes på mange måder har været godt og konstruktivt. Han accepterede min opsigelse, så det er hermed officielt: Jeg stopper som landstræner.
Jeg blev landstræner af flere grunde. For det første har jeg altid brændt for landsholdet og grædt, slidt og lidt for at få det til at klare sig godt. For det andet var det et spændende tidspunkt (er det stadig) med flere nye meget lovende spillere. Og for det tredje så var DSU og elitespillerne kørt fejl af hinanden, og der var brug for en ny start, så vi igen kunne sende det bedste hold og forhåbentlig gøre alle danske skakspillere lige så stolte, som vi lige nu er af fodboldlandsholdet (det kom vi dog ikke til).
Mht. tredje grund har jeg løbende prøvet at bygge en bro, så landsholdsspillerne og DSU forstår hinanden bedre. På den måde kan konflikter fremadrettet bliver mindre og vil lettere kunne løses (der vil altid komme konflikter). Bl.a. ved at DSU husker at inddrage spillerne, når de laver elitepolitik (og forstår deres levevilkår), og at spillerne forstår de er i underholdningsbranchen, og det er medlemmerne, der betaler. Nu må vi se om det holder…
Ud over rejsestøtte og træningsstøtte mm. er der også sket lidt nye ting i min regeringstid.
Der er begyndt at være videoer undervejs i holdturneringerne. Det er et stort tids og energi drain undervejs, så jeg håber (sgu), det er det værd.
Vi havde også en sponsor i 2021 – tak til Jøker Holding – Jeg ved, at det virkelig var en hjælp på mange områder.
Derfor:
Jeg er personligt træt af altid at have for travlt, og jeg kan mærke stressfaktoren konstant er oppe i det røde felt. Som partner i en onlinevirksomhed i vækst, journalist med daglig artikel, en delesøn (50-50), der går i skole i Sverige (meget transport), og kæreste og venner jeg også gerne vil se, er der slet ikke noget tidsmæssigt råderum. Samtidig har elitespillerne og landsholdet brug for noget nyt. Nu er der længe til næste slutrunde, og talenterne er i gang med også at blive kloge på andet end skak (uddannelse), så det er det perfekte tidspunkt at stoppe.
Professionalisme
Der var også en sidste grund til at stoppe. Jeg forsøger at være professionel i de ting, jeg gør. Det glippede desværre fatalt en gang på turen til Chennai. Jeg havde masser af internetproblemer, og det meste af tiden kunne jeg ikke komme online i mit værelse. Holdopstillingerne skal indgives via chess-results, og der er deadline kl. 10 om morgenen. Jeg kunne ikke komme på efter holdmødet, dagen før vi mødte Angola. Jeg udskød det derfor til om morgenen. Der kunne jeg dog heller ikke komme på. Så jeg udskød det til efter morgenmaden, hvor jeg så ville tage min bærbare med over i hovedbygningen (400 meter væk) for at indgive holdet. Men da jeg kom tilbage efter morgenmaden, havde jeg glemt alt om det… Så holdet blev 1-4 i stedet for det udmeldte på holdmødet. På trods af de svære vilkår er det en utilgivelig fejl, og i sig selv nok til at sige op (eller blive fyret!).
Fremtiden
Skak har ændret sig, og der er måske ikke længere brug for en ’stærk’ spiller som landstræner. Mange af opgaverne er kommunikation og håndtering af praktiske ting og økonomi (indisk bureaukrati er i en kategori for sig og kræver nok flere års efteruddannelse). Åbninger er i dag noget helt andet end i gamle dage, hvor halvdelen af bagagen bestod af informatorer. Nu er det superhurtige og gode cloud-engines, som sætter dagsordenen, og der er min gode ven Nikos (som hjalp os i Chennai) langt bedre end en dinosaur som mig. Men selvom et højt ratingtal ikke er et kvalifikationskrav, er det vigtigt, at landstræneren har spillernes respekt, og de accepterer hans beslutninger. Jeg har oplevet min del af slutrunder, der nærmest endte i ‘fluernes herre’, til at vide, hvor hurtigt det skrider fuldstændig. Jeg skal nok flette næbbet omkring kandidater, men står selvfølgelig klar med gode tips og vejlednng til den, der skal bære flammen videre (hvis de/han/hun spørger). Som de siger om indisk trafik: You need good horn, good brakes and good luck… SIR!
Og der er bare lige en ting til…
Da DSU skød sig i foden
Og ingen vender sig rundt – ingen vil noget
Andet end at pushe sig selv, og pushe showet
Og de få der skubber stenene – de få der rykker frem
Er de eneste dyr, vi gider ramme
Marie Key i ’Landet’
En gang for længe siden sad nogle velmenende amatører og skulle beslutte sig til, om man skulle have en professionel del i DSU – et såkaldt sekretariat. Som ofte før i DSU, valgte man at gå med det. man kender, og det var et nej. Det var et klokkeklart skud i foden, og som et ubehandlet sår er der nu koldbrand overalt og patienten er på vej i respirator. Med en fuldstændig utidssvarende struktur fra lige efter anden verdenskrig er arbejdsvilkårene helt håbløse for den nuværende ledelse, der konstant mangler arbejdskraft, midler og kompetencer (dybt specialiserede, som man skal betale for). Det eneste de har nok af er kritikere (derfor citatet i starten). Til sammenligning har det tyske forbund både 7 fuldtidsansatte, masser af penge fra fondsmidler mm. og masser af medlemmer… Jeg kan kun sige: I rest your case. I stedet for at opdatere skakhåndbogen for 100 gang bør man nok restrukturere organisationen fuldstændig. Lige nu har et heroisk kæmpende FU meget svære arbejdsvilkår.
Og med disse lidt beske ord giver jeg faklen videre. Sikke en rejse – Je Ne Regrette Rien (ok så, der er nogle træk, jeg gerne vil gøre om…)
