You are currently viewing Klar til EM!

Klar til EM!

Så er vi klar til EM!

Om en uge starter EM for hold i Catez, Terme i Slovenien. Danmark har det på papiret stærkest mulige hold (blandt de aktive spillere), og det må til dels tilskrives, at det er spændende og en ære at spille på landsholdet, men også at landsholdets sponsor, Jøker Holding ApS, har givet de perfekte rammer økonomisk (sammen med DSU, der støtter godt op om elitearbejdet – tak for det!).

Med to unge talentfulde professionelle – Jonas og Jesper – rutinerede og solide Mads Andersen, den nykårede danmarksmester (femte gang på 11 år) Allan! og den gamle landstræner (Sune) har vi et hold der kan spille med mod de allerbedste (sidste gang spillede vi jo 2-2 med Rusland). Der er med andre ord lagt op til en rigtig spændende slutrunde.

Vi er seedet som nummer 18 af 39 hold, hvilket betyder vi kommer i den bedste halvdel og møder et svagt hold i 1. runde. Se meget mere her: https://chess-results.com/tnr583987.aspx?lan=1

Gode vilkår

Det er utrolig hårdt at spille skak på højeste niveau, og det passer utrolig dårligt ind i et normalt liv. Det er også derfor, at landsholdet ofte har haft svært ved at ’holde på spillerne’ – med almindeligt arbejde og familie er der simpelthen ikke plads til den kraftanstrengelse som deltagelse i en slutrunde på øverste plan udgør. Så stor tak til Thomas Jøker fra Jøker Holding ApS for at give rammer, som gør det muligt at stille det bedste hold. I år har vi udover head of delegation, Thomas Jøker, en medrejsende sekundant! Den franske stormester Edouard Romain har sagt ja, og han er lidt af en kapacitet, så det har holdet gode forventninger til.

Aktivitet blandt landsholdsspillere

Mads Andersen, som har påtaget sit det hårde job med at passe bræt 1 har spillet bundesliga og skakliga. Det har set fint ud og selvom Mads er blevet færdiguddannet og er kommet i fuldtidsjob (sjældent godt for skakken!) ser han skarp ud. Men bræt 1 er virkelig grumt og det er flot hvis Mads klarer 50%

Jesper Thybo har spillet flere turneringer og bl.a. klaret sig fremragende i Europacuppen. Han er over 2600 og er meget ambitiøs og arbejdsom. Hans åbningsforberedelser er på topniveau, og han bliver en spændende mand på det ligeledes hårde bræt 2.

Jonas Bjerre Efter den store succes ved EM har de næste resultater slet ikke været så sjove for 17-årige Jonas. Sigeman gik mindre godt, og der er også løbet mange nuller ind i den ultrastærke Grand Swiss i Riga. Men her var der også en meriterende sejr over stærke Adhiban og i dag slog han også en stormester. Han bliver en joker på bræt 3 og hvis han rammer formen kan det blive rigtig godt.

Allan Stig Rasmussen Har netop vundet DM! Han har også spillet skakliga (1,5 af 2) og ser slet ikke rusten ud på trods af en lang pause. Hvis han holder styr på nerverne kan det her EM blive rigtig stort for Allan, der virker som om han nærmer sig de 2600. Han er den rene død på IM’ere, men hvis det går som jeg håber, kommer han ikke til at møde mange af dem.

Sune Berg Hansen Ser ud til at være i fin form efter nogle turbulente år (rating gik fra 2595 til 2528 på 2,5 år!) – jeg har spillet en kamp i den svenske liga, DM og Skakliga. Det har set rimeligt fornuftigt ud og jeg bør kunne lave en plus score på bræt fem!

Træningssamling i Chesshouse Skaklandsholdet indviede sin ’nye hjemmebane’ med en skakcamp i starten af september. Ydermere har der løbet været sporadiske private træninger og også træning med stærke udenlandske trænere.

Er I klar? Det er vi! Jeg satser på at sende løbende rapporter på video til DSU’s Youtube Kanal.