Landsholdet får 5-årig sponsorkontrakt

Nye muligheder for skaklandsholdet i den åbne række, der har fået en stærk sponsor i ryggen.

 

Thomas Jøker, direktør for Jøker Holding ApS, er en succesfuld skakinteresseret forretningsmand fra Esbjerg. Han er blevet træt af at se på, at Danmark ofte manglede de bedste spillere på landsholdet på grund af økonomi. Han så visionen for sig og valgte at gøre noget! Resultatet er en 5-årig sponsorkontrakt (der dog for en god ordens skyld skal genforhandles en gang om året) hvor Jøker Holding ApS støtter landsholdet med 150.000 kr. årligt. Det er aldrig set før i dansk skak, og det giver nogle helt nye muligheder for landsholdet.

Timingen er perfekt, for Danmark har i øjeblikket et af verdens største talenter – 16-årige Jonas Bjerre – som blev stormester allerede som 15-årig. Derudover råder Danmark over to meget stærke unge stormestre, Mads Andersen og Jesper Thybo, samt en del stærke rutinerede stormestre.

”Med sponsoratet i ryggen får landsholdet mulighed for træning i verdensklasse, ordentlige økonomiske forhold for spillerne, bedre forhold under turneringer med mere. Jøker Holding ApS bliver profileret af en populær tankesport og Thomas Jøker vil være en aktiv sponsor, som rejser med til OL og EM, når holdet går mod de gode tider” fortæller landstræner Sune Berg Hansen.

Dansk Skak Unions formand Poul Jacobsen udtaler: ”Aftalen betyder, at vi nu for alvor kan gøre det attraktivt at være tilknyttet det danske landshold. Der bliver bedre betingelser for holdet i de store internationale turneringer, og meget bedre muligheder for træning på absolut internationalt topniveau. Aftalen med Jøker Holding ApS giver os håb om, at vi får etableret det stærkeste landshold i Dansk Skak Unions historie, og måske det stærkeste landshold i Norden.”

 

sponsor 525pix

Landstræner Sune Berg Hansen, direktør Thomas Jøker og formand for DSU Poul Jacobsen fejrer underskrivningen af sponsoraftalen med et ”corona-håndtryk”. Foto: Thomas Vestergård

På lørdag i Fredericia vil aftalen blive præsenteret for pressen, og landsholdsspillerne vil spille en lille hurtigturnering ved et uformelt arrangement med følgende program:

10:00 Præsentation af sponsor med reception og pressemøde. 

11:00 Knockout hurtigskak – 10 min. + 5 sek. Pr. træk – med indledende match og finalerunde.
Hver match består af 2 partier + evt. Armageddon 5 mod 4 minutter hvor Hvid skal vinde.

 

13:00 Præmieoverrækkelse og ”tak for i dag”

Spillested: Hotel Fredericia, Vestre Ringvej 96, 7000 Fredericia

Deltagere bliver de fire stormestre Allan Stig Rasmussen, Mads Andersen, Jonas Bjerre og Jesper S. Thybo.

 

Hele arrangementet vil blive vist live på internettet på DSUs kanal: www.twitch.tv/danskskakunion – hvor GM Sune Berg Hansen vil kommentere partierne.

 

Partierne kan følges her: liveskak.dk/2020/sponsor/

 

joeker holding_aps